De urolige drenge – sid så stille og koncentrer dig knægt!

Har du lagt øre til dette udsagn fra din skoletid, eller har dine forældre sagt det til din bror? Må erkende … jeg har selv sagt det! Hvad er der med disse drengebørn?

Jeg vil med denne artikel prøve at klargøre for, hvad jeg med mine motorik-øjne ser som disse børns største udfordring. Jeg ser hverken ubegavede børn, dovne børn eller diagnoser. Jeg ser kvikke børn der mangler de rette forudsætninger for at kunne koncentrerer sig. Forudsætninger som er ret nemme at opnå.

Jeg har hordevis af drengebørn i alderen 6-9 år til motorisk afklaring. De har alle udfordringer med at kunne koncentrere sig (undtagen når de spiller computerspil). De fleste forældre skubber det væk – nej, der er ikke noget galt! Han er bare en rask dreng.

De urolige drenge
Det ER til at leve med, altså en rask dreng med krudt i bagdelen. Så længe de er små. Det charmerende forsvinder når de bliver teenagere. Så er det en belastning for både barnet/den unge og omgivelserne, at de ikke kan sidde stille og koncentrere sig – i hvert fald ikke i længere tid ad gangen.

Tænk lige på spisesituationen, hvor alle omkring bordet kan mærke at bordet ryster, fordi en eller flere sidder og hopper med det ene ben. Irriterende – mon ikke! Denne uro i kroppen vil forstyrre indlæringen og det sociale samspil med jævnaldrende, hvis man ikke gør noget for at hjælpe. Disse børn kan spottes fra de er helt små – ganske få uger gamle.

”Som baby var han en urolig dreng. Altid lidt utilfreds og pjevset. Ville ikke sove særligt længe i løbet af dagen, og vågnede mange gange om natten. Vi tænkte, at det ville gå over når han kom over babystadiet og blev lidt mere mobil, men intet har ændret sig”.

Dette kunne være et udsagn fra en forælder. Der nu står med en udfordring, hvor det tager på hele familien, at der aldrig er ro på barnet. Forældrene er kede af altid at høre sig selv sige det samme, om og om igen. Andre mennesker begynder at kommentere uroen som et problem, når der er familie sammenkomster, eller i det offentlig rum. De fleste uvidende mennesker mener ofte det er mangel på opdragelse. Hvilket bestemt ikke er tilfældet.

De stille drenge
En anden gruppe af børn der har svært ved at koncentrere sig, er de mere stille og forsigtige drenge. De gør ikke så meget stads af sig selv, og kan derfor forsvinde i mængden. De har ikke, som de raske drenge, store armbevægelser. Men deres udfordringer er lige så store. Lærerne opdager dem som regel i 1 eller 2 klasse, hvor de begynder at få problemer rent fagligt i skolen.

Ofte er børnene selv bevidst om deres faglige niveau i forhold til kammeraterne. På bedste vis prøver nogle at skjule problemet, ved at opføre sig som klassens klovn. Når bare man er sjov, så går det nok. Disse drenge er de stille drenge, som kan virke usikre, og gerne vil se nye aktiviteter og mennesker ad. De forstyrrer sjældent – derfor bliver de ”glemt”.

Disse børn kan lide af mave- og hovedpine, og ønsker ofte ikke at komme i skole. De er på overarbejde i skolen, og det kan resultere i uhensigtsmæssig adfærd når de er hjemme. Deres frustrationer kan bryde ud; med meget vrede eller hidsighed, de kan blive utrolig kede af det, selv når der stilles små krav. Nogle børn resignerer når de er hjemme i trygge rammen. De sover uroligt, og vil helst sove hos mor og far.

I sociale sammenhæng vil de andre børn dem godt, men barnet selv kan virke tung og lidt doven i det. Har det fint i eget selskab, og orker ikke rigtig at spille fodbold eller være fysisk aktiv.

Nogle forældre kan have svært ved at forstå, at en sundhedsplejerske, pædagog eller lærer henviser til mig – fordi de ønsker en motorisk afklaring. For motorikken fejler vel ikke noget? Mange af disse børn kan det hele på den halve tid. De har bare svært ved at koncentrere sig og holde fokus.

Det er aldrig for sent at starte træningen
Det jeg syntes er så ærgerligt i forhold til disse drenge og piger er, at med et trænet øje kunne deres problem være spottet mens de endnu var helt små. Jeg oplever at de fleste familier – når de husker tilbage – har haft en mavefornemmelse af at deres barn har måtte kæmpe med noget. Men de har ikke været i stand til at sætte en konkret betegnelse på hvad det var. Hvis træningen bliver i gang sat tidligt i livet, så har barnet og forældrene lært hvad der skal gøres når tingene løber af sporet. Barnet lærer selv hvilken form for stimulation det skal søge, når der er behov for at falde til ro eller blive ”vækket”. Det er heldigvis aldrig for sent at starte op på sanse motorisk træning, men barnet kunne bare være blevet forskånet for meget ved en tidlig indsats.

Motorisk afklaring
Ved motorisk afklaring tester og vurderer jeg barnets bevægelser og primære sanser, og finder altid noget på den motoriske udvikling som ikke er helt som det skal være. Begge dele har indflydelse på koncentrationen. Det er den sansemotoriske udvikling, som skaber forudsætning for at kunne sidde stille og holde fokus. Sansemotoriske problemer kan ses, hvis barnet har alt for megen uro i kroppen, eller skal bruge al opmærksomheden på ikke at falde ned fra stolen. For at kunne koncentrere sig, bliver barnet nød til at være helt opmærksom.

Optimal opmærksomhed opstår når barnet er velstimuleret på grundsanserne: følesansen, labyrintsansen og muskel-ledsansen. Når børn har motoriske problemer vil følesansen kan være overreagerende – det vil sige barnet er for kildent. Denne type børn trækker sig fra fællesskabet eller bliver udadreagerende. Labyrintsansen kan være for over- eller underaktiv, så barnet enten holder sig i ro eller vimser omkring. Muskel-led-sansen er afhængig af, at begge de to førstnævnte er velstimuleret. Hvis bare en af sanserne ikke er velstimuleret, så resulterer det i upræcise og klodsede bevægelser.

Jeg kan anbefale at læse mere om de forskellige sanser på min hjemmeside under ”Primære sanser”, her bliver emnet uddybet.

Arousal
Dertil kommer barnets generelle vågenhed – også kaldt arousal. Et menneske kan være almindelig vågen, for meget vågen eller for lidt vågen. Opmærksomhed og god koncentration kræver almindelig vågenhed.

Derfor gælder det om, at finde ud af hvorfor barnet ikke kan koncentrere sig. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt barnet ikke vil eller gider koncentrere sig. Det har simpelthen ikke forudsætningerne til at kunne finde roen.

De for vågne børn opfanger alt for mange informationer fra omgivelserne. Det kan eksempelvis være i klasseværelset, hvor børnene ofte lægger mærke til alt. At en anden elev klør sig i nakken, en leger med penalhuset og at der er håndværkere uden for vinduerne. Den alt for vågne hjernestamme sorterer ikke i strømmen af sanseindtryk, men prøver at forholde sig til det hele. Derfor kan det være svært for disse børn også at skulle høre efter hvad læreren siger.

At et barns hjernestamme er for årvågen, er ikke noget nogen kan gøre for, sådan er barnet født. Men tilstanden kan trænes væk. Man kan stimulere den for vågne hjerne ned til almindelig vågenhed, så barnet bliver roligere og dermed kan koncentrere sig.

Andre børn er omvendt for lidt vågne. Deres liv foregår halvt sovende nærmest ”osteklokkeagtigt”. Hjernen er ikke opmærksom. Disse børn skal trænes til mere vågenhed. For som før omtalt, kræver koncentration at hjernen er almindelig vågen. Denne type børn sidder ofte og dagdrømmer, de forsvinder ind i sig selv, nogle falder helt i søvn ved skolebordet. Disse børn kan virke indadvendte og lidt usikre – og som børn der gerne vil være alene. Men med opkvikkende stimulering vækkes hjernen.

For begge grupper gælder, at det ikke har noget med deres intellekt at gøre. Deres IQ er helt normal, men deres forudsætning for opmærksomhed, koncentration og indlæring er ikke optimal.

”Sid så stille”, ”få lavet dine lektier”, ”nu er det nok”, ”jeg har sagt det så mange gange”, ”ret dig op og sid ordentligt”, er voksen-udsagn som disse børn hører på i èt væk. Kender du dem? Alle disse sætninger taler til barnets storhjerne. Barnets vågenhed er placeret i hjernestammen. Hjernestammen forstår ikke ord, den kan heller ikke opdrages. Hjernestammen forstår kun sansestimulering. Derfor skal barnet stimuleres til almindelig vågenhed, hvis du forventer det skal koncentrere sig og være opmærksom på det der bliver sagt.

Ovenstående sætninger eller udsagn opfatter barnet med storhjernen, og det vil derfor føle sig forkert. ”De voksne retter hele tiden på mig, hvad er der galt med mig”? Så i stedet for ordstrømmen som ikke hjælper – og som den voksne jo selv bliver træt af at høre – skal barnet i stedet stimuleres.

For at finde den helt rigtige træning, bør du finde en motorikvejleder og få foretaget en motorisk afklaring. Det vil give så meget mere overskud til barnet og hele familien, at få det afklaret. Tænk hvis dit barn kan blive fri for at blive irettesat mange gange om dagen, og du kunne blive fri for at høre dig selv sige det samme om og om igen.

Det gælder altså om, at skabe de bedste forudsætning for barnets sanseintegration. Alle børn er videbegærlige, så giv dit barn tid, plads og trygge rammer til at udforske sig selv, i fri leg. Legen er dyb alvor for barnet, og gennem legen lærer de en masse om sig selv og omgivelserne. Stil dig til rådighed og skab et rum hvor barnet, hvis noget mislykkes, får lyst til at forsøge igen. Lad dem uforstyrret forsøge igen og igen og igen, indtil de mestre det de øver sig på.

Hvis du er urolig for dit barn, så søg viden hos fagfolk der har erfaring på området og kan hjælpe jer videre.

Af Lene Knudsen, 2018