Selvstimulering – Onani hos børn

I fagsprog hedder det Infantil Onani, mange forældre kalder det selvstimulering. Et tabubelagt emne, som vi er nødt til at forholde os til, fordi selvstimulering hos børn kan være et tegn på overbelastning.

Børn leger og piller ved sig selv – det er helt normalt. Men for nogle børn er det ikke en leg, men et værn mod en for hektisk verden.

Selvstimulering/onani giver ikke barnet den nydelse, som mange voksne vil forbinde med berøringen. Når et barn har behov for at skabe ro i nervesystemet, hjælper onanien med at skabe dette. Barnet er stresset, måske ængstelig og onanien giver barnet fred et kort øjeblik.

Det bliver et skjold mod verden, når barnet er blevet overstimuleret og følelsen i kroppen bliver for voldsomme at forholde sig til. Ved den rette sansestimulation vil barnet få mere ro i nervesystemet, og dermed vil behovet for selvstimulering/onani forsvinde.

De børn jeg har i sansemotoriske forløb – med onani som udfordring – er i alderen 11 måneder til præteenager.

Hvornår har barnet og forældrene brug for hjælp
Hvis dit barn gør “sære” ting – har iøjefaldende adfærd, som ikke ses hos jævnaldrende – skal du reagere og søge hjælp. Eksempler på denne slags adfærd, hvad angår selvstimulering og onani er:

Hvis dit barn bruger meget tid dagligt på at selvstimulerer/onanerer
Når du hører fra institutionen at dit barn hellere vil onanere end lege med de andre børn
Når du selv synes det har taget overhånd, og måske er begyndt at mærker en vis pinlighed ved besøg, fordi barnet gennemfører sine “ting” uanset om I er alene eller ej
Hvis dit barn bruger meget tid dagligt på at selvstimulerer/onanerer
Hvis dit barn trækker sig fra fællesskabet for at gennemføre onanien, så er der noget helt andet på spil, så er det et værn mod en for hektisk verden.

Det er vigtigt at forstå, at du som forælder ikke har gjort noget forkert. Dit barn reagerer på en usund situation, fordi det bliver overvældet af den hverdag som han/hun skal interagere i.

Andre kendetegn som også ses ved børn som onanerer
Disse kendetegn er ikke nødvendigvis tegn på overstimulation, men skal ses i sammenhæng med ovenstående punkter.

Barnet sover generelt dårligt, og kan have mange opvågninger i løbet af natten
Kan virke ukoncentreret under leg
Er lydfølsom, bliver ikke nødvendigvis forskrækket af høje lyde, men registrerer alle lyde omkring sig
Barnet er meget urolig og aktiv, zapper mellem lege og aktiviteter, og har svært ved at fastholde lege
Kan have problemer med beklædning – synes at mærker og sømme irriterer
Er sensibel over for forskellige fødevare teksturer
Barnet kan virke meget indesluttet og måske ængstelig
Er meget følsom over for ændringer i dagligdagen – reagerer fx meget på at prima pædagog er på ferie eller syg
Kan have meget lav stemmeføring
Kan være temperamentsfuld og gå fra 0-100 på et splitsekund, og svinge mellem meget glad/ meget ked af det.

De børn, jeg arbejder med, kan opdeles i to grupper
Børn, der sitrer/ryster i situationen. De kan være helt stille, der er nødvendigvis ikke lyd på handlingen. Denne type børn har ofte været i forbindelse med lægen, da man har haft mistanke om epilepsi.

Børn der “rokker” på alt, kanten af stolen, sofahjørnet, store puder eller andet. De gør det åbenlyst på alle tidspunkter og steder. Forældre til disse børn føler ofte at det er pinligt, at deres barn onanerer foran andre, men der er ikke noget pinligt ved denne adfærd. Barnet forsøger bare at skabe ro i sit urolige indre. Det er med andre ord en handling barnet gør i nødværge, for at skabe ro i et overbelastet nervesystem.

Et andet fælles kendetegn hos disse børn er, at de alle har en meget vågen hjernestamme – Hyperarousal. Når barnets arousal ligger høj, forsøger hjernen at forholde sig til alle de indtryk omverden sender konstant. Barnet forholder sig til alle lyde, lugte, andre mennesker, farver, stemmelejer, kommer de andre børn for sæt på, er der nye voksne, skal barnet deltage i uvant aktivitet og meget andet. Alle disse informationer og sanseindtryk overvælder og overstimulerer barnets nervesystem.

Når arousal er høj, vil hjernen som ofte reagere uhensigtsmæssig kraftigt på selv små sansepåvirkninger. En normalt vågen hjernestamme kan derimod filtrere og sortere i sanseindtryk.

Barnet “planlægger” ikke onanien. Det bliver en kamp/flugt/frys tilstand i barnets nervesystem, onanien bliver flugt fra alt det ubehagelige som barnet oplever i sit indre. Billedligt forsøger barnet, at løsrive sig fra den orkan af ubehag som stimuli fra omverdenen skaber i barnets indre. Man kan ikke se dette med det blotte øje, kun barnet oplever stressen og gør sit bedste for at finde ro og fred. Det kan onanien skabe for en kort stund.

Sådan foregår afklaring og daglig træning
En sansemotorisk afklaring kortlægger hvor barnet har udfordringen og hvilke typer tiltag barnet har behov for. Indsatsen arbejder med, at justere hjernestammens opfattelse af sanseindtryk, gennem stimulation af især taktilsans, labyrintsans og kinæstisisansen. Hjernestammens vågenhed skal dæmpes, så den bliver normal vågen og ikke så let bliver overbelastet.

Effekten af behandling
Du skal regne med 30 minutters sansetræning om dagen. Hvis I træner efter min vejledning, vil I inden længe opleve effekt af indsatsen. Barnets humør stiger. Der er færre konflikter, bedre regulering af basale behov, så som at mærke; er jeg tørstig, sulten eller skal jeg på wc. Barnets uro vil blive vendt til mere ro og bedre søvn.

Når I har været i gang lidt længere tid, vil barnet kunne mærke sig selv bedre, få større kropsfornemmelse, kan agere i sociale sammenhænge og kommer i bedre trivsel både fysisk og psykisk. Vigtigst af alt; onanien stopper fordi barnet regulerer sig selv.

I denne forbindelse er det også vigtigt at pointere, at det er en helt normal og naturlig udvikling af børns seksualitet, når de leger læge og pillelege med andre børn, eller en gang imellem sidder helt stille og rører ved deres egne kønsorganer.

Jeg håber denne beskrivelse har givet dig klarhed over, hvornår du skal handle og søge hjælp og hvornår barnet bare udforsker sin krop.

Af Lene Knudsen

To forældre fortæller om deres oplevelser

Vores datter begyndte på selvstimulering, da hun var ca. 2 år. Det startede med, at hun samlede benene og det sitrede i hendes krop. Vi ringede til vagtlægen, fordi vi var bekymrede. Vi overnattede faktisk på børneafdelingen, da der var mistanke om epilepsi. Den erfarne børnelæge konkluderede om morgenen, at der var tale om selvstimulering. Vi fik anbefalet Lene og startede straks et sansemotorisk forløb.

Lene har givet os en masse gode redskaber og øvelser. Vi kunne efter kort tid med øvelserne se en stor forskel. Vores datter blev mere rolig og kunne koncentrere sig om fx at tegne i længere tid, end hun plejede. Hun kunne sidde mere rolig på stolen under spisning og kunne putte tæt med os på eget initiativ. Vi fik lov til at nusse og kramme hende og hun begyndte også at lege med sit legetøj. Hun legede “virkeligheds-lege” med dukkerne i barnevognen som babyer o.s.v.

Vi har kort sagt fået et helt nyt og roligere barn. Vi kan stadig have konflikter, og hun kan stadig blive frustreret og ked af det. Men hun er jo nu kun 3,5 år, og verden er stor. Selvstimulering ser vi ganske sjældent nu, og vi ved nu, hvad vi kan gøre, hvis det sker.

Børnehaven har været med os hele tiden. De gør, som vi gør derhjemme, i det omfang de nu kan. De har også talt med Lene. De ved hvad de skal gøre, hvis de kan se, at det bliver for meget for vores datter. De kan hjælpe hende videre, hvis de kan se, at selvstimuleringen kunne være på vej.

– Mor til børnehavebarn

Da vores datter var omkring 8 måneder gammel, oplevede vi at hun begyndte at selvstimulere. Det skete når hun sad i sin højstol, bæresele, autostol eller på armen. Hun blev fjern i blikket, rød i kinderne og brugte tydeligt meget energi på at presse sit køn mod underlaget.

Det var ikke muligt for os, at se et mønster i vores datters selvstimulering. Med et ønske om at hjælpe vores datter og os selv, søgte vi viden og forsikring om at vores datter var okay. Vi kontaktede Lene, som allerede ved første telefonsamtale, som fik os til at føle, at vores datter var helt okay. Det føltes det ikke længere som et tabu, og vi kunne hjælpe hende.

Med en gennemgang af vores datters sansemotoriske udfordringer, fik vi helt konkrete værktøjer vi skulle bruge i hverdagen. Vi har i dag en datter som kun sjældent selvstimulerer og er mere motorisk rolig, selvom hun er meget i bevægelse. En pige som er meget mere til kram og nus.

– Anne og Kenneth